Når hovedet snurrer, de negative tanker tager fat, eller forvirringen bliver total

Er du i tvivl om, hvilket fag du skal vælge? Mangler du et godt råd, når du skal pege på det linjefag, du gerne vil have? Eller trænger du måske bare til en god snak, hvis kammeraterne eller skolen driller?

Du kan altid ringe hvis du er i tvivl
Så har du mulighed for at tale med skolens studievejleder Niels Rohlin Madsen. Han giver gerne en hjælpende hånd, når presset og fraværet stiger, og når tankerne tumler rundt i hovedet – om de så er store eller små. For de tre år på Hhx skal være gode og mindeværdige tre år.

Og du kan være sikker på, at du ikke er den første, der har siddet i stolen over for vejlederen, for mange elever har på et tidspunkt i deres skoleforløb oplevet personlige eller skolemæssige problemer.

Vejlederen har selvfølgelig tavshedspligt, så hvis du ikke ønsker det, kommer intet uden for rummets fire vægge.

Du kan også tale med Niels, hvis du mangler hjælp til læsningen, eller hvis du ikke er en haj til eksamen og gerne vil overvinde nervøsiteten og præstere bedre.

Det er også studievejledningen, du kan ringe til, hvis du har spørgsmål om Hhx-uddannelsen, inden du tager et valg om din fremtid. Du og dine forældre kan få en god snak med vejlederen på kontoret.

Til top